Skip to main content
Gin og Ginsmagning hjemme, til firmaeventet eller til festen

Gin og Ginsmagning hjemme, til firmaeventet eller til festen

Var det noget med en ginsmagning?

Havde man for bare få år siden foreslået at indbyde til en ginsmagning hjemme eller til fest, kan det nok være at folk kikkede underligt på en og tænkte er han nu også ved sine fulde fem. Hvem har lyst til at sidde i timevis og lugte og smage på fyrrenåle. Bortset for det absurde i at lave en smagning af noget hvor man kun kan finde maksimalt 25 seriøse producenter, som oven i købet for de flestes vedkommende er meget lig hinanden i smag og duft. Svaret gav næsten sig selv, og så kan vi vel lukke sagen der, eller hvad?

Pludselig skete der noget

Jeg tror det hele begyndte, og det er altså hvad jeg tror, da en ny spiller meldte sig på banen. Efter at markedet i årevis havde været domineret af de samme brands. Vi taler om Gordons, Beefeaters, Tanqueray, Plymouth, og trods alt en del flere. Alle de nævnte brands er gode seriøse ginmagere, som den dag i dag leverer velsmagende og lødige ginmærker. Problemet var bare at der ikke skete ret meget nyt. Ikke før den nye dreng i klassen åbenbarede sig.

I det herrens år 1986 fik vi for første gang lov til at smage en ny gin. Bombay Sapphire var navnet. Med sin gode historie og lækre udseende fik safiren snart et meget stort og internationalt publikum. Jeg tror såmænd de gamle brands hilste den lille ny velkommen, for lige pludselig kom der mere fokus på ginmarkedet, til gavn for nye som gamle spillere. Det var selvfølgelig ikke noget der skete over natten, men lige så stille begyndte antallet af forskellige gin´s at stige. Man kan roligt tale om en sneboldeffekt, eller snarere en lavine.

I dag er der tusindvis af gin´s på verdensmarkedet. Vi kan ikke længere tale om gin som et Britisk fænomen. Gin er blevet globalt. Folk har taget den nye trend til sig, som børn til lørdagsslik. Ikke bare gin men også tonicvand har undergået en revolution. Ginsmagning hjemme, ginsmagning til fest eller ginsmagning til firmaeventet er du en eksisterende ting.

Hvorfor en ginsmagning hjemme, til firmaeventet eller fest med Lars Code

Det korte svar er, at det helt enkelt er en god oplevelse at holde et event som ginsmagning hjemme eller til fest. Gin henvender sig i højere grad end mange andre typer af alkohol, som eksempelvis Whisky eller Cognac, til et bredere publikum. Man kan vel sige det er nemmere og knap så udfordrende for den mindre erfarne nyder af stærk spiritus. Lars Code har lavet ginsmagninger i mere end 10 år, så der er masser af erfaring at hente her. Det er meningen at vi skal hygge os. Måske lærer vi en ting eller to undervejs, det må vi bare tage med som en bonus. Ingen har nogensinde taget skade af, hverken at more sig eller blive klogere.

Læs mere: Her kan du læse om ginsmagning hjemme, måske er du også interesseret i at læse om Whiskysmagning hjemme

Hvad er gin i grunden for en størrelse?

Gin er en brændevin, destilleret på en af de kendte afgrøder. Gin er smagsat af det Briterne kalder botanicals. Dette ord dækker over utallige krydderier, rødder, bark, urter, og bær. Man kan sige har det engang groet under over eller på jorden kan man bruge det som en botanical. Kunsten er at få den enkelte gin til at smage godt. Det kan vise sig sværere end som så. En botanical er der dog bred enighed om skal være til stede, og det i en grad så det kan smages så vel som duftes, og nej det er ikke fyrrenåle, derimod er det enebær.

Hvor kommer gin fra Historisk

Mange vil nok sige de mørke, dunkle, fugtige og ildelugtende gader, gyder og baggårde, man kunne finde i London for et par hundrede år siden. Det er et godt bud, men det er ikke der det hele startede. For at finde ginens historiske vugge skal vi såmænd til det vi dag kalder Holland. De gode folk i Nederlandene har i århundrede været nydere og producenter af en brændevin, der lyder navnet Genever. Den dag i dag er det genever hollænderne nyder når de tager sig en dram. Nu nærmer vi os, fordi, den vigtigste smagsgiver er enebær.

Hvordan kom drikken så til de Britiske øer spørger du ud i mørket. Lars Code iler med svaret. Vi skal længere tilbage. Svaret er båret af krig, og ikke mindst frygt for at blive slået ihjel.

I årene 1618 – 1648 rasede 30 årskrigen i det centrale Europa. Om det er et tilfælde, at afslutningen falder sammen med at den Danske monark Christian IV sover ind og forlader denne verden til fordel for en anden, vil nok være at overvurderer Christian firtals betydning for de Europæiske krige. Nå tilbage på sporet. I 30 års krigen var England og Holland allierede mod den fælles fjende. Det var den gang der var mandfolk til. Man førte krig ved at lade sine soldater fuldt oprejst og i farvestrålende uniformer spadsere mod den ventende fjende. Soldaterne var ikke ubevæbnede, det havde faktisk et gevær med et skud, når det var løsnet tog det en evighed at lade igen. Stadig oprejst med voldsom farvepragt og med et par smagfulde strudsfjer i hatten, stod soldaterne og ventede på at blive sendt til evigheden af en fjendtlig kugle.

Min pointe er at det må have krævet mod. Ingen havde travlt med at komme op fra skyttegravene for at begynde den spadseretur, der for mange soldater, skulle vise sig at være den sidste. Alligevel undrede det Englænderne at det virkede som om Hollænderne havde mere travlt med at gå deres skæbne i møde, end klogt var. En anden ting var at det virkede som om de modige hollændere havde svært ved at holde en lige linje, endsige holde fast på et gevær. Englænderne blev nysgerrige på hvor dette dumdristige og lettere vaklende mod kom fra. Det skulle vise sig at være mod af en særlig Hollandsk art. Dutch courage. Modet kom på flasker indeholdende den Hollandske brændevin genever. Brændevinen blev udleveret i rigelige mængder til de Hollandske soldater. Det var knap så skræmmende at gå sin skæbne i møde, når man er iført en 50 hestes brandert. Hvad er det snobberne Poul og Frits siger, så kan man ikke rigtigt mærke noget. Englænderne tog hurtigt de allieredes skikke til sig. Dem som overlevede, var så betagede af den nye drik, at de tog den med sig hjem. Man havde det dog lidt svært med de Hollandske gloser, så ligeså stille blev genever til gin.

Nu kommer vi så til det dunkle, tågede og sygdomsbefængte London. Gin blev de fattiges kur mod deres trøstesløse tilværelse, og det i en sådan grad at man mange gange måtte lave regler for hvem der måtte fremstille og hver der måtte sælge ginen. William Hogarth billede gin lane viser hvor galt det stod til

Gin and Tonic.

Europas største kolonimagt England spredte sine fangarme ud over hele kloden i jagten på kolonier. Da denne tid var på sit højestee, sagde man at solen aldrig gik ned over det Britiske imperium. Juvelen i kronen var Indien. Tusindvis af Englændere drog til Indien for at bo og skabe karrierer i den nye verden. Med sig havde de deres verden og deres immunforsvar. Dette forsvar var ingen modstander for malariamyggen. Englænderne blev syge og døde i hobetal af malaria. Det eneste middel man kendte til at mildne symptomerne var Kinin. Stoffet blev udvundet af barken fra kinatræet. Problemet var bare at kinin smagte forfærdeligt bittert. Mange af de nye indvandrere valgte ikke at tage deres medicin, kinin opløst i vand, på grund af den fæle smag. Det krævede et lyst hoved og en god ide. Hvad nu hvis vi doper kininvandet med et skud gin? Nu gik det straks bedre med at få medicinen ned. Verdens mest udbredte cocktail, gin and tonic var skabt. Det er i hvert fald hvad den mundtlige overlevering påstår.

Ginens nyere historie.

Under den Amerikanske forbudstid, blev gin en yndet drik, som del af de farvestrålende nye cocktails. Det var jo forbudt, men smugkroerne var mange og velbesøgte. Gin blev den store blender spiritus. En position drikken stadig har i dag. Det er gået både op og ned med ginnen i mange år, men mon ikke gin er kommet for at blive.

Hvad er gin i dag?

Der findes mange former for gin. Lars Code nævner i flæng: London dry gin, distilled gin, sloegin, Plymouth gin, old Tom, compound gin, traditional gin. Først for nylig er der kommet regler for hvornår en gin er en gin og hvilken slags der er tale om. Det taler vi mere om hvis du booker Lars Code til en smagning. Du kan også læse om det på EU’s hjemmesider, hvis du altså kan holde dig vågen.

Hvad indebærer en ginsmagning hjemme, til firmaventet eller festen med Lars Code?

Lars Code tilbyder en meget bred vifte af muligheder vedrørende ginsmagningen hjemme, tid dit firmaevent eller din fest. Det mest almindelige vil nok være en smagning af gin, som vi prøver at nippe til rent. Herefter smager vi med is og tonicvand. Til sidst prøver vi at tilsætte en garniture. Måske krydrer vi det hele med en kulørt cocktail. Du aftaler det hele med Lars Code.

Hvad har Lars Code med til en ginsmagning hjemme hos dig?

Lars Code har gin med, hvilken overraskelse, Tonic vand miksere, garniture, glas, is, smageskemaer, underlag, sugerør. Måske vil det være lettere at nævne de ting han ikke har med, dem skal du nemlig skaffe.

Hvad skal jeg sørge for til ginsmagning hjemme?

Siddeplads og bordplads til alle. Vand på bordene, så vi lige kan skylle efter, lidt helt almindeligt bidebrød, så vi kan rense paletten mellem hver gin, En hjælpende hånd hvis du bor på 6. sal uden elevator, ellers sørger Lars Code for det hele.

Hvad hvis jeg nu ikke har lokaler selv?

Lars Code har en lang række kontakter og skaffer nemt et lokale i nærheden af hvor i gerne vil være.

Hvilke anledninger kan der være til f.eks. en ginsmagning hjemme?

Generalforsamlinger. Det kan være svært at lokke travle mennesker til en generalforsamling efter fyraften eller om aftenen. Lokker man med at vi slutter med en ginsmagning. Om det så er grundejerforeningen, fagforeningen, fodboldklubben, skakklubben eller anden, så er sagen en ganske anden.

Den store fest. Ikke meget er bedre til at skyde en fest i gang end en ginsmagning hjemme eller til et event. Isen bliver brudt, snakketøjet bliver løsnet og stemningen bliver bragt hen hvor den skal være. Om der er tale om en rund fødselsdag, bryllup, sølv- eller guldbryllup, jubilæum eller andet, så kan en ginsmagning blive det festen bliver husket for. Ginsmagning kan ikke anbefales til konfirmationer, hvis konfirmanden skal deltage. Begravelser kan også være svært medmindre afdøde har været et rigtigt fest menneske.

Skriv en mail eller Ring til Lars Code for at høre om dine muligheder om ginsmagning hjemme eller til festen og firmaeventet.